Mine værktøjer
     

Nye portrætter



Foto: Forlaget Republik

Faïza Guène

Den unge, franske forfatter Faïza Guène slog igennem som 19-årig med romanen ”Kiffe kiffe i morgen” og skriver om mennesker på samfundets bund. Mennesker, hun kender fra sin opvækst i en ghetto ved Paris: Indvandrerne, de arbejdsløse, de fattige. Hun skildrer mennesker med ømhed, humor og mentalt overskud.

Foto: Robin Skjoldborg / Gyldendal

Katrine Grünfeld

Katrine Grünfeld kredser i sine tre romaner om ægteskab, kvindeliv og lykke, og både de selvretfærdige børnefamilier og det moderne parforhold står for skud. Hun behandler temaerne humoristisk og med ironisk distance i enkle, finurlige fortællinger, der alle vidner om stor psykologisk indsigt. Det er tragisk og utroligt underholdende læsning.

Foto: Martin Argles / Scanpix

Primo Levi

Den italienske forfatter Primo Levi overlevede 11 måneder i den nazistiske kz-lejr Auschwitz og er især kendt som såkaldt vidnesbyrdforfatter, der i sine bøger aflægger rapport om udryddelseslejren – for at det ikke skal ske igen og for at give de døde et ansigt.

Foto: Claus Boesen / ROSINANTE&CO

Lene Møller Jørgensen

Som mangeårig journalist ved Danmarks Radio har Lene Møller Jørgensen rapporteret fra verdens brændpunkter. I dag er hun forfatter på heltid og skriver fra et fantasyunivers, hvor hun i fiktionens form behandler nogle af de samme temaer som i journalistikken.

Foto: Brat Barket / Scanpix

Kurt Vonnegut

Kurt Vonneguts værker optræder jævnligt på lister over de bedste engelsksprogede bøger gennem tiden, oftest med hans magnum opus ”Slagtehal fem”, som kombinerer antikrigsromanen med science fiction og postmodernisme. Igennem satiriske og absurde scenarier om verdens frosne undergang eller rumvæsener der sætter mennesker i zoologisk have undersøgte han filosofiske temaer og moralsk grænseland.

Foto: Morten Holtum / Gyldendal

Martin Johs. Møller

Grænserne mellem det, der leves og opleves og det, der fortælles, nedbrydes i stadig højere grad i litteraturen, så man må stille sig selv spørgsmålet: Hvordan differentierer man mellem tekst og litteratur, og i hvor høj grad bliver det i sidste ende det at fortælle, der bliver fokuspunkt for skriftens omdrejninger?