Dæmoner og datamater

Erwin Neutzsky-Wulff havde tidligt planer om at skrive en faglitterær bog om det overnaturlige, men forsøgte først at skildre indvielse og dæmonisk besættelse i romanform i Indsigtens sted (1980). De fleste vil nok have svært ved at tage romanen alvorligt som ”lærebog”, men den er en effektiv gyser og meget forskellig fra Neutzsky-Wulffs øvrige romaner.

1980’erne kom ellers til at stå i faglitteraturens tegn. Under arbejdet med Menneske havde Neutzsky-Wulff sat sig ind i computerprogrammering, og da de første ”hjemmedatamater” samtidig kom på markedet, udsendte han en begynderbog om Mikrodatamaten . Programmering og anvendelse (1982). I årene efter fulgte en stribe lignende bøger, hvor programmering blev skildret som en legitim intellektuel beskæftigelse i et anti-intellektuelt klima.

Det faglitterære værk om det overnaturlige kom så i form af Okkultisme (1985) og Magi (1986). Okkultisme etablerer grundlaget ud fra erkendelsesteori, moderne fysik, neurologi og fortolkninger af visionære lyrikere som William Blake. Bogens anden halvdel er en religionshistorisk gennemgang fra stammereligioner til satanisme. ”Satanisme” bruges i forfatterskabet dels som betegnelse for en konkret gruppe, dels som filosofisk betegnelse for vores i praksis antikristne tidsalder. Magi er en gennemgang af overnaturlige væsner og typiske overnaturlige oplevelser. Især Magi er præget af en ophedet stil, hvor ingen går ram forbi, og vores nuværende civilisation skildres som ”så ond, at hadet er den første betingelse for at kunne kalde sig menneske.” (s. 222).

Oprindelse (1988) er første bind af en verdenshistorie (frem til 2700 f.Kr.). Bogen er præget af at være optakt til et projekt der aldrig blev gennemført, men er faktisk den ideelle indgang til forfatterens tænkning i en mere saglig og afdæmpet stil.